Patientvejledning om sår
Om sår
Sår kan opstå på mange forskellige måder. Uanset hvad baggrunden for såret er, er det vigtigt, at huden får optimale betingelser for heling. Huden har en imponerende evne til selv at hele, og det er denne proces, du selv kan understøtte ved korrekt håndtering af såret.

Behandling af sår hjemme
Når du har været tilset i klinikken, har behandleren vurderet, hvordan dit eller dine sår håndteres bedst muligt. Du vil også have fået mundtlig information om behandlingen.
Nedenfor finder du generelle råd til, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.
Generelt
Det er vigtigt, at du holder forbindingen ren og tør. Området med såret bør også holdes nogenlunde i ro for at give huden gode betingelser for heling.
Bandage eller plaster
Den bandage eller det plaster, du har fået på, skal skiftes. Du har i klinikken fået instruktion i, hvor ofte dette skal gøres.
Det kan dog blive nødvendigt at skifte bandagen tidligere end planlagt.
Bandagen skal skiftes, hvis:
- Den bliver snavset af jord, væske eller andet.
- Den bliver beskadiget eller ikke længere slutter tæt.
- Der er gennemsivning af sårvæske.
Opfølgning
Der kan være aftalt kontrol i klinikken eller hos en sårsygeplejerske eller hjemmesygeplejerske.
Hvis der ikke er planlagt kontrol, vil du være instrueret i, hvordan du selv skal passe dit sår.
Du skal kontakte klinikken hvis
Du skal kontakte klinikken, hvis du observerer tegn på infektion i såret.
Tegn på infektion kan være:
Rødme omkring såret
Varme i huden omkring såret
Hævelse af området
Tyk, gullig væske fra såret (pus)
Tiltagende smerter fra såret
Grim lugt fra såret
Feber uden anden tydelig årsag
Såret væsker meget, og du må skifte bandage hyppigere end forventet
Der ikke er fremgang i helingen
Du er usikker på, hvordan såret skal plejes
Er du i tvivl, så ring til os
Ring til klinikken på 73 70 81 10Fagligt opdateret 10.03.2026
Opdateret